Homøopati

Homøopati er en komplementær- eller holistisk medicin der bygger på princippet om, at et stof i små doser kan kurere symptomer, som selvsamme stof fremkalder i store doser.

Homøopati bygger på et lighedsprincip. Til sammenligning var der efter den berømte Hippokrates' opfattelse to forskellige helbredelsesmetoder: Helbredelse ved modsætning, og helbredelse ved lighed, hvoraf homøopati kan siges at videreføre den sidste.
Paracelsus (1493-1541) var den første til at formulere det homøopatiske grundprincip: similia similibus curentur - "det samme helbreder det samme". Den homøopatiske opfattelse er, at et lægemiddel, som i store doser fremkalder en sygdoms symptomer hos raske mennesker, i små doser vil helbrede den samme sygdom - fysisk, følelsesmæssigt og mentalt.

Det var den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755 - 1843), som systematiserede tankegangen i lighedsprincippet. Samuel Hahnemann anses derfor for at være homøopatiens grundlægger.

Det var gennem eksperimenter med kinabark, som man dengang anså for effektiv til behandling af malaria, at Hahnemann i 1790 fandt ud af at en rask person, der indtager kinabark, udvikler symptomer, som ligner malaria. Derfor sluttede han sig til at et lægemiddel som fremkalder bestemte symptomer hos en rask person, kan være virkningsfuldt for en patient med samme symptomer.

I sit hovedværk "Organon, der Heilkunst" beskrev Hahnemann det homøopatiske medicinske system vha. ca. 300 paragraffer. Hahnemann skrev mange bøger, og foretog gennem sit liv omkring hundrede "lægemiddelprøvninger". Her indtog en gruppe raske mennesker forskellige stoffer og noterede nøje deres symptomer. Disse blev kategoriseret og systematiseret af Hahnemann, og derefter omskrevet til den første homøopatiske Materia Medica - et opslagsværk, der vejledte i helbredelse gennem homøopatisk anvendelse af urter, bark, rødder, metaller og andre organiske stoffer.

Nyeste forskning

Mange har gennem tiden forsøgt at afsløre eller forstå hvordan et homøopatiske middel så fortyndet at det ikke indeholder nogle molekylerester fra udgangsstoffet, stadig viser sig anvendelig som et lægemiddel. Selv om mange studier gennem tiden har vist, at homøopatiske lægemidler er virksomme overfor forskellige symptomer og lidelser, har det endelige videnskabelige bevis for hvordan homøopatien virker været fejlslagne.

I forsøget på at levere dette videnskabelige fundament for homøopatien og dermed også en dybere forståelse af virkningsmekanismerne bag homøopatien besluttede Den tyske læge Karin Lenger at udvikle en metode, der kunne afsløre homøopatiens ukendte medicinske potentiale. Hun kontaktede derfor nogle forskerkollegaer heriblandt ingeniør Manfred Spielmann, samt quantum fysikeren Prof. Rajendra P. Bajpai. Sammen gennemførte de studiet:

"Identification of unknown homeopathic remedies by delayed luminescence"
By Karin Lenger, Rajendra P. Bajpai & Manfred Spielmann

Studiet konkluderer, at homøopatiske lægemidler indeholder magnetiske fotoner. Det er på denne måde lykkedes Karin Lenger at forklare og dokumentere, at homøopatien hviler på et solidt naturvidenskabeligt fundament og at homøopatien gennem magnetiske fotoner bl.a. opererer på kroppens kvanteniveau.

Homøopatiske lægemidler kan således via elektromagnetiske bølger og frekvenser enten styrke kroppens selvhelbredelse eller hæmme de forstyrrelser, der ligger til grund for en sygdom.

Homøopatien, der har over 200 års traditioner bag sig kan derfor siges, at have været langt forud for sin tid. Selv i dag må homøopatien med sine fotoner og kvanteaspekter siges at være en helt moderne holistisk behandlingsform, der måske har langt større potentialer end vi alle drømmer om.